Flere sygeplejersker og jordemødre styrker hospitalerne i Region Hovedstaden

Der er blevet flere sygeplejersker og jordemødre på hospitalerne i Region Hovedstaden siden 2022. Nye tal viser, at regionen i dag har 420 flere sygeplejersker og 177 flere jordemødre ansat sammenlignet med oktober 2022.
Samtidig er færre nyansatte stoppet inden for deres første år, og sygefraværet er faldet. Ifølge Region Hovedstaden skyldes udviklingen blandt andet en målrettet indsats for at skabe bedre arbejdsforhold gennem planen ”Det handler om arbejdsliv”.
"Det glæder mig, at der er mere personale til at tage hånd om patienterne. Det er virkelig en positiv udvikling. Det skyldes nok ikke én indsats, men flere forskellige, som nu har en effekt. Rundtomkring på hospitalerne har medarbejdere og ledere gjort en stor indsats for at skabe mere attraktive arbejdspladser," siger Susanne Due Kristensen (S), formand for udvalget for fastholdelse og rekruttering.
Indsatserne omfatter blandt andet bedre jobstart for nye medarbejdere, mentorordninger, mere fleksibilitet og exit-samtaler. Region Hovedstaden understreger dog, at der fortsat er behov for at udvikle arbejdspladserne på grund af en kommende mangel på blandt andre sygeplejersker og SOSU-assistenter.
"Dermed er det meget vigtigt, at vi fortsat styrker vores arbejdspladser og ser på, hvordan vi fx kan tilrettelægge arbejdet bedre og smartere. En løsning kan være, at flere faggrupper tager del i opgaveløsningen," siger Susanne Due Kristensen.
Faktaboks:
- Antallet af ansatte i regionen er steget med 1.125 siden 2022.
- Der er kommet 420 flere sygeplejersker siden oktober 2022.
- Der er kommet 177 flere jordemødre siden oktober 2022.
- 23 procent af nyansatte havde forladt jobbet inden for det første år i juni 2026.
- I 2022 forlod 43 procent af nyansatte jobbet inden for det første år.
- Det gennemsnitlige sygefravær er faldet fra 16 sygedage i oktober 2022 til 13,6 sygedage i maj 2026.
- Sygefraværet er faldet med 15 procent.
- 76 procent af medarbejderne er i høj eller meget høj grad glade for at gå på arbejde.
- Region Hovedstaden og Region Sjælland bliver fra 1. januar 2027 samlet i Region Østdanmark.






Accepter kun nødvendige cookies